Album PR for Zenobias kommende album “Blot en ild”
Trechoma Promotion har indledt et samarbejde med trioen Zenobia om PR for deres kommende album ”Blot en ild”, der er sat til at udkomme i april 2017 gennem pladeselskabet GO’ Danish Folk Music.
Nye sange i en gammel tradition
Trioen har solgt over 10.000 eksemplarer af de tre plader, de hidtil har udgivet. Pladerne rummer sange fra den danske højskoletradition, fra vores fælles folkemusikarv og fra vores salmebøger. Men alle pladerne har også rummet bud på at videreføre den tradition; enkelte nye sange og melodier har været at finde på pladerne – og i koncerterne – gennem det forgangne årti.
Fra ung til voksen
Zenobia blev til i sommeren 2007. Anledningen var en eksamenskoncert på musikkonservatoriets folkemusiklinie, hvor gruppens harmonikaspiller Mette Kathrine Jensen Stærk afsluttede sin uddannelse. Når de tre kvinder i Zenobia idag tænker tilbage på de yngre udgaver af sig selv, så virker 2007 på engang som fjern fortid og et kort øjeblik væk. Den danske sangskat har de tre kvinder med hjemmefra. De har fra starten suppleret hinandens musikalske særkender fornemt, og har over det forgangne årti skabt en fælles tilgang til musikken og ordene, der har været med på deres rejse fra ung til voksen.
I anledning af trioens jubilæum i 2017 udsender Zenobia deres fjerde plade i foråret. Pladen er resultatet af 10 års arbejde med sangtraditionen, og rummer nye sange og tekster, komponerede og arrangerede i den stil trioen har gjort til deres. Koncerterne i jubilæumsåret vil hvile på trioens fundament: den danske sangskat, men 10 års virke i dette felt har inspireret til at byde ind med nye toner og nye ord. Som sangerinden Louise Støjberg retorisk spørger med et af sine velkendte smil: “Forskellen på tradition og museum er vel bl.a. at man også̊ nogle gange skriver nye sange?”
Vi glæder os til at arbejde sammen med Zenobia og Louise Støjberg, Mette Kathrine Jensen Stærk og Charlotte Støjberg.